Fakta A til Z

Du skal dokumentere, at du er studerende for at bo i Magnolia Hus.

Bopælspligt

Alle boliger har bopælspligt og lejer skal derfor registrere sig på adressen i folkeregisteret. Der må bo 1 person i en 1-værelses bolig og 2 personer i en 2-værelses bolig.

Cykelparkering inkl. ladcykler

Cykler parkeres i kælderen. Ladcykler parkeres i særskilt rum i stueetagen.

Depotrum

Alle lejligheder har aflåst depotrum i opvarmet kælder (minimum 1,5 m2) desuden findes der til hver bolig et aflåst locker på gangen ved boligen.

Dørtelefon

I alle lejligheder findes dørtelefon med kamera.

Elevator

I alle opgange. Elevatoren kører også i kælderniveau.

Forbrugsafgifter Fraflytning

Vand og varme betales aconto via huslejeopkrævningen.

El betales direkte til forsyningsvirksomheden.

Internet er inkluderet i huslejen.

Fraflytning

Senest 3 måneder efter færdiggørelse af studiet. Bemærk: Boligen skal fraflyttes senest 10 arbejdsdage før lejemålets ophør.

Fremleje

Korttids- eller ferieudlejning af boligen fx via airbnb er ikke tilladt.

Fællesfaciliteter

  • 5 stk. store fællesrum (beliggende på 2. – 6. sal)*
  • 6 stk. små fællesrum (beliggende på 1. – 6. sal)*
  • Fælles tagterrasse på 6. sal med væksthus
  • Fælles grøn gårdhave som deles med de almene ungdomsboliger
  • Fælles vaskeri i stueetagen som deles med de almene ungdomsboliger

Bemærk: * Fællesrum er møbleret af PKA med forskellige temaer for indretning fx fællesspisningsmuligheder, stillerum osv.

Fælleslokaler / Grønttorvet

Der findes i stueetagen et fælleslokale, som driftes af Grundejerforeningen Grønttorvet. Dette lokale kan benyttes af alle beboere på Grønttorvet. Lokalet skal bookes.

Desuden findes der på Grønttorvet fælles lokaler, som anvendes til forskellige aktiviteter. Der henvises til bylivsgruppen.

Fælles vaskeri

I stueetagen ligger vaskeriet, som deles med de almene studieboliger. Der opsættes 6 vaskemaskiner og 3 tørretumblere. Lokalet møbleres, så du kan ordne vasketøj eller sætte dig med en bog eller din bærbare computer.

Brugervejledning inkl. priser og betalingsmetode er opsat i lokalet.

Grill

Kun el-grill er tilladt og kun på tagterrassen.

Gulvvarme

Termostatstyret gulvvarme i alle rum med individuelle følere. Dog radiatorer i fælleslokaler.

Gæsteparkering

Tidsbegrænset parkering i markerede p-båse på terræn, herudover i parkeringskælderen under Grønttorvsparken. Betaling på time-basis. Se skiltning.

Husdyr

Det er IKKE tilladt at holde husdyr.

Husorden

Fremsendes sammen med lejekontrakten.

Hårde hvidevarer

Lille køleskab med fryseboks, to stk. induktions kogeplader samt kombi ovn.

Indbetaling af depositum og forudbetalt husleje

Lejekontrakten er betinget af, at lejer ved underskrift af lejekontrakt indbetaler første måneds husleje inkl. aconto vand og varme + 3 md. depositum og 1 md. forudbetalt leje (ekskl. aconto vand og varme).

Indbetalingskort fremsendes sammen med lejekontrakten.

Depositum: Det beløb lejer stiller som sikkerhed for udgifter til istandsættelse ved fraflytning. Overskydende beløb efter istandsættelse skal tilbagebetales til lejer. I øvrigt henvises til lejekontrakten.

Forudbetalt husleje: Den ene måneds forudbetalt husleje du indbetaler ved indflytningen, er husleje der skal dække den sidste måned du bor i lejligheden. Når du opsiger lejligheden, skal du ikke betale husleje i den sidste måned inden du flytter. Forudbetalt husleje er udlejers sikkerhed for, at du ikke flytter fra den ene dag til den anden, uden at udlejer kan nå at finde en anden lejer.

Huslejebetalingen skal tilmeldes Betalingsservice.

Indboforsikring

Husk at tegne en indboforsikring.

Selv om du måske ikke synes du har så mange ting endnu, er det en god ide med en indboforsikring. Forsikringen vil dække hvis dine ting blive stjålet eller ødelagt af hærværk. Den dækker også hvis du forvolder skader på andre eller deres ting. De fleste forsikringsselskaber tilbyder særlige indboforsikringer til unge.

Istandsættelse

Ved fraflytning skal lejligheden afleveres vel vedligeholdt. Lejemålet er overtaget nymalet og med ny lakerede gulve. Lejligheden skal fraflyttes senest 10 arbejdsdage før lejemålets ophør. Lejer betaler leje i istandsættelsesperioden. Der udleveres ved indflytning link til elektronisk vedligeholdelsesmanual.

Internet/TV

Der etableres en fælles internetforbindelse fra TDC. Internet er indeholdt i huslejen. Wi-Fi-koder udleveres af DEAS ejendomsadministration ved indflytning.

Lejekontrakt

Der må bo 1 person i en 1-værelses bolig og 2 personer i en 2-værelses bolig.

Lejevilkår:

  • Ved underskrift af lejekontrakt indbetales første måneds husleje inkl. aconto vand og varme + 3 måneders depositum og én måneds forudbetalt husleje ekskl. aconto vand og varme.
  • Husleje for kommende måned betales altid forud.
  • Det er ikke tilladt at holde husdyr.
  • Fraflytning senest 3 måneder efter afslutning af studie.
  • 9 måneders uopsigelighed.
  • Nettoprisindeks reguleret husleje.
  • 3 måneders opsigelsesvarsel fra lejers side.

Miljøstation – affald

Vi sorterer affald jf. gældende regler fra Københavns Kommune. Bl.a. bio, papir, pap, plast, metal og glas. I stueetagen findes affaldsrum til kildesortering og et affaldsindkast til husholdningsaffald/restaffald.

Læs mere om affaldssortering her eller søg her:

Offentlig Transport

Tæt på Vigerslev Allé St. og Ny Ellebjerg St. – som er et trafikalt knudepunkt med fjern- og regionaltog, S- tog og fra 2024 også en metro. Flere buslinjer fra Gl. Køge Landevej.

Området – GRØNTTORVET

Her bygges i alt 3.000 ejer-, andels- og ejerboliger. Bydelen er centreret om den 23.000 kvm store Grønttorvspark, hvor frugttræer, spisehus, orangeri, spejlbassin og integreret daginstitutioner vil skabe et frirum til beboere i alle aldre. Hele området er udbygget med udgangen af 2022. Dog vil der være belægningsarbejde omkring Grønttorvsparken og Torveporten i starten af 2023.

Parkering

Det er ikke muligt at parkerer i kælderen under ejendommen, der henvises til parkeringskælderen under Grønttorvsparken.

RKI

Alle lejere tjekkes i RKI. Det er ikke muligt at leje en lejlighed, såfremt man står opført i RKI

Solceller

Placeret på tagfladen. Strømproduktion anvendes som tilskud til fællesudgifter til fælles belysning og elevator drift.

Spørgsmål til lejekontrakt & betaling

Har du spørgsmål til lejekontrakten eller til betaling, skal du kontakte DEAS. Du finder din kontaktperson på følgebrevet, som følger din lejekontrakt.

Tagterrasse

På 6. sal findes en fælles tagterrasse med væksthus og plantebede.

Underskrift

Alle lejekontrakter underskrives elektronisk ved hjælp af NemId / MitID.

Vedligeholdelsesmanual/beboermappe

Ved indflytning udleveres et link til en elektronisk vedligeholdelsesmanual/beboermappe. Her kan du finde mange oplysninger om din bolig og diverse kontaktoplysninger.

Ventilation

Alle lejligheder er tilsluttet mekanisk genveks-anlæg med udskiftning af luft via indblæsning i skabssokler eller gulvriste og udsugning via emhætte og loftventiler i badeværelse.

Hvis der er uoverensstemmelser mellem dette faktablad og lejekontrakten er det altid lejekontraktens bestemmelser, der er gældende.