Siden første spadestik blev taget i 2016 har den nye bydel Grønttorvet budt velkommen til 2.400 beboere. Og mange af dem var med, da bydelen passeret endnu en milepæl. Lidl har nemlig åbnet en butik på Grønttorvet – og de havde indbudt til naboaften i den nye butik

Over 1000 beboere var mødt op for at byde velkommen til den nyeste beboer på Grønttorvet. En beboer, som mange naboer længe har set frem til. Denne gang er det nemlig dagligvarekæden Lidl, som flytter ind. Og forud for den officielle åbning var Grønttorvets beboere indbudt til eksklusiv naboaften med smagsprøver, vinsmagning og goodiebags.

Landsby midt i byen

Ambitionen for Grønttorvet er, at det skal være en by med nærhed og plads til fællesskaber. En ambition, som den nye dagligvareforretning ifølge projektudvikler FB Gruppens adm. direktør Hans-Bo Hyldig støtter op om.

  • Det skal være en landsby, hvor folk hilser på hinanden – både når de lufter hunden i parken, og når de afleverer og henter deres børn i daginstitutionen. Denne ambition håber vi, at Lidl kan være med til at understøtte, forklarer Hans-Bo Hyldig og fortsætter:
  • Samarbejdet med Lidl har været positiv, ligesom der har været overvældende god respons fra beboerne på den nye butik. Derfor er vi glade for at byde butikschefen Rasmus Jensen og personalet velkommen i deres nye butik – og ikke mindst velkommen til Grønttorvet, fremhæver Hans-Bo Hyldig.

Får hverdagen til at gå op

Åbningen af den nye dagligvarebutik vækker især glæde hos Grønttorvets beboere, som nu kan klare ugens indkøb tættere på hjemmet. Én af de beboere som kommer til at gøre mange af sine indkøb i den nye butik, er Else Irene Christensen. Hun har siden maj 2018 boet i Amaryllis Hus, hvor hun nyder at følge med i udviklingen af bydelen fra vinduet.

  • Jeg er her med en hel masse naboer fra tårnet (Amaryllis Hus, red), og vi er begejstret, fortæller Else Irene Christensen smilende og fortsætter:
  • Åbningen af den nye butik gør det hele meget nemmere. Jeg har en praksis i Holbæk, og tit har jeg handlet på vej hjem for at undgå at skulle slæbe for meget. Så det er en kæmpe lettelse at få en butik så tæt på hjemmet.

Lidl på Grønttorvet er placeret på Torveporten 10 og har åben mandag til søndag kl. 8 – 22.