Grønttorvsparken

23.000 m2 park – midt i bydelen

23.000 m2 svarende til mellem 3 og 4 fodboldbaner. Så stor er bydelens grønne hjerte, Grønttorvsparken, der forbinder områdets unikke historie som samlingspunkt for den nye bydel. Grønttorvsparken har en helt central placering i bydelen på det areal, hvor de gamle torvehaller tidligere samlede handlende. Nu er parken forsat et samlingssted med plads til fællesskab, afslapning og aktiviteter.

Designet for Grønttorvsparken blev offentliggjort i december 2016 ved en arkitektkonkurrence. Her vandt tegnestuen 1:1 Landskab for deres spiselige koncept, der inddrager områdets historiske værdier og skaber grønne oplevelser, der taler til alle sanser.

Sanseindtrykkene er vigtige for livskvaliteten både hos børn og voksne. Når man skal i daginstitutionen om morgenen. Når man i weekenden skal sidde og slappe af med en god bog eller avisen. Eller når man er på vej hjem fra arbejde for at lade op og være sammen med familien og vennerne. Dér er de oplevelser, som parken byder på, vigtige for både beboere og gæster.
Jacob Kamp – 1:1 Landskab

Plantagen, plænen & promenaden

Grønttorvsparken er udformet med tre hovedgreb: plantagen, plænen og promenaden. De tre områder skaber frirum til en række aktiviteter. Gå på æblerov i plantagen, der er opført med træer og beplantning med spiselige frugter, nødder og bær, som ændrer sig efter sæson. Spil rundbold med familie og venner – eller fordyb dig i en god bog – på plænens grønne, åbne græsflade. Eller spadsér ned ad promenaden – det urbane strøg – der forbinder parken med de omkringliggende ejendomme og små byrum.

Områdets historiske elementer er bevaret med dele af den eksisterende konstruktion fra den gamle torvehal, så områdets historiske rødder som markedsplads for frugt og grønt også vil kunne mærkes i fremtidens bydel. Det skaber sjæl og forbinder det nye kvarter med områdets historiske fortid.

Fakta om parken

• Parkens areal er ca. 23.000 m2, svarende til lidt over 4 fodboldbaner.

• I Plantagen er der plantet frugttræer, som du kan høste fra om efteråret.

• På Plænens store græsflade kan du spille fodbold, fordybe dig i en bog og nyde det store spejlbassin samt de mange staudebede.

• Langs Promenaden finder du Orangeriet og Spise-/fælleshuset kaldet Plads23, hvor du kan nyde en kop kaffe eller din aftensmad i godt selskab – eller bare hænge ud.

• Spisehuset og Orangeriet er delvist opført i upcyclede genbrugsmaterialer.

• En del af konstruktionen fra den gamle Grønttorvshal bevares som kulturhistorisk element.

• Gangstier i parken er oplyste efter mørkets frembrud.

• Daginstitutionens legeplads er offentlig tilgængelig uden for åbningstid.

• P-kælderen under parkens sydlige del har plads til 383 biler.

Daginstitution & spisehus

Området i og omkring parken summer af liv og aktivitet og har masser af plads til hyggelige stunder sammen med venner og familie. Langs promenaden ligger Grønttorvsparkens spise- og fælleshus, Plads23, som er opført i genbrugsmaterialer fra området. Plads23 fungerer som café, hvor beboere og gæster kan mødes eller hente take-away.

Grønttorvsparkens daginstitution sørger for, at de yngste beboere får frisk luft og masser plads til leg og aktivitet. Den centrale placering betyder, at du nemt og hurtigt kan aflevere og hente børnene med gåafstand til hjemmet. Udenfor åbningstiden vil daginstitutionens legeplads være tilgængelig for alle bydelens børn.