
Nyhedsbrev 18. december 2009
- Direktørens julehilsen: Et udfordringernes år
- 9 ud af 10 ved, at de skal spise "6 om dagen"
- Arealoverdragelse i Torvehallen
Direktørens julehilsen
2009 blev skuffelsens, krisens og udfordringernes år.
Den globale finanskrise har påvirket os alle.
Bortfaldet af aftalen om salg af Grønttorvet til CVM Development ApS har betydet, at vi nu er ved at tilpasse Grønttorvets omkostninger, daglige drift, priser og udviklingsaktiviteter til situationen - og vi kan glæde os over, at Grønttorvet stadig stort set er fuldt udlejet.
Det giver os mulighed for at koncentrere os om at revurdere mulighederne for at sikre fundamentet for vores virksomhed på kort og langt sigt.
Mens juletravlheden er på sit højeste på Grønttorvet, vil jeg på bestyrelsens og egne vegne ønske alle medlemmer, lejere, medarbejdere og deres familier en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Torben Flinch, direktør

9 ud af 10 ved, at de skal spise ’6 om dagen’
Det er en af konklusionerne om danskernes forbrug af frisk frugt og grønt, som de danske frugt- og grøntavlere kan notere sig. Der er andre positive tegn, men også rigtig god plads til forbedringer.
De danske frugt- og grøntproducenter har i årene 2007–2009 arbejdet med en EU-støttet markedsføringskampagne, som netop er blevet evalueret. Kampagnen er gennemført af GAU - Gartneribrugets Afsætningsudvalg - og har haft et samlet budget på godt 16,5 mio. kr. Grønttorvet har været involveret i dette arbejde sammen med bl.a. GASA Nordgrønt, GASA Odense, Danske Frugtavlere, Ørskov Frugt og producenterne.
Kampagnens helt overordnede mål har været at øge kendskabet til at spise 6 om dagen, at øge forbrugernes viden om frugt og grønts sæsonvariation og helt konkret at øge andelen af voksne og børn, som dagligt spiser den anbefalede mængde. Derfor har den primære målgruppe for kampagnens aktiviteter været børnefamilier med børn og unge i skolealderen og med speciel fokus på kvinderne i familien, fordi de står for 80 % af familiernes indkøb. Kampagnen har brugt en meget bred vifte af værktøjer for at få budskaberne ud. Bedst kendt er nok gratismagasinet SÆSON til forbrugerne. Magasinet er distribueret i et oplag på 250.000 stk. pr. gang via nogle af de store supermarkedskæder. Et andet meget kendt værktøj er hjemmesiden www.saesonforgodsmag.dk
Salget steget med mere end 25 pct. på 10 år
|
Fakta om GAU
GAU er administrationsenhed for produktionsafgifter, som frugtavlere, gartnere og andre indbetaler, samt opkrævede skatter og afgifter fra staten, som tilbageføres til erhvervet. GAU er derfor underlagt EU-regler såvel som dansk lovgivning. De indkomne midler skal anvendes til forskning og forsøg, uddannelse, rådgivning og afsætningsfremme. Da der er tale om såkaldte parafiscale midler, må danske produkter ikke fremhæves specielt i markedsføringen. Vil du vide mere om GAU, så kig på www.gau.dk
|
Arealoverdragelse i Torvehallen
I forbindelse med beslutningen om at åbne for overdragelse af salgsareal i torvehallen mellem medlemmer er spørgsmålet om indskudskapital blevet aktuelt og man skal i givet fald være opmærksom på følgende.
I Grønttorvets årsregnskab for 2008 blev indskudskapitalen nedskrevet til 0. Det betyder, at Grønttorvet ikke kan udbetale indskudskapital til sælgeren. Indskudskapitalen er af Grønttorvets bestyrelse fastsat til kr. 300.00 pr. m2 og den vil stadig blive opkrævet hos køber i forbindelse med en arealoverdragelse.
Parterne kan som hidtil aftale en afståelsespris, som Grønttorvet skal oplyses om. Et eventuelt provenubeløb er Grønttorvet uvedkommende. Provenuet må køber og sælger aftale sammen med afståelsesprisen.
Alle overdragelser af salgsareal skal godkendes af bestyrelsen for Grønttorvet København. Grønttorvet har stadig ret til at erhverve det udbudte areal på samme vilkår, som er budt af tredjemand, såfremt det efter bestyrelsens skøn vil være til gavn for helheden.
Har du spørgsmål til dette er du meget velkommen til at kontakte torveinspektør Svend Pontoppidan.
Grønttorvet København A/S · Grønttorvet 5 · 2500 Valby · Telefon 77 31 50 00 · Fax 77 31 50 05 · mail@groenttorvet.dk · www.groenttorvet.dk
